Vi anbefaler

Vi læser hver en ny bog om ugen. Herunder er vores anmeldelser:


MARIANNE HAR LÆST:
Den der bliver tilbage har ret
kriminalroman
af Richard Birkefeld, Richard Birkefeld, Göran Hachmeister


Omslagsgrafiker: Christian Hvid
Originaltitel: Wer übrig bleibt, hat recht  (Tysk)
OVRSJesper Høy Hansen
Klim, 2011
ISBN 978-87-7955-824-3
1. udgave, 2. oplag
Hæftet
344 sider.
Pris 299,00 kr.
Læs mere   Køb nu

Mariannes anmeldelse:
Hævnens time
To tyskere, der begge var aktive medlemmer af nazistpartiet fra begyndelsen af trediverne er hovedpersoner i Richard Birkefeld og Göran Hachmeisters Den der bliver tilbage har ret. Handlingen begynder i 1944, hvor Ruprecht Haas mirakuløst er vendt tilbage fra koncentrationslejren Buchenwald, hvor han havde været interneret, siden han blev meldt til Gestapo for nazifjendske udtalelser. Han er undsluppet under et luftbombardement, hvor han er blevet betragtet som død. I mellemtiden er Haas' hustru og søn blevet dræbt ved et luftangreb i Berlin, og Haas har nu kun ét mål med tilværelsen, han vil have hævn over den, der stak ham til Gestapo. I sin søgen efter sandheden myrder han et par af de nazister, der boede i hans opgang.
Sortbørshandleren Egon Karasek, der overtog Haas' butik, er også blevet myrdet, og politimanden Hans-Wilhelm Kalterer, der er hjemme på orlov fra fronten, bliver af sin overordnede, Langenstras, udnævnt til Sturmbannfürer og sat på opgaven med at finde Karaseks morder. Det gør naturligvis, at Haas' og Kalterers veje kommer til at krydses på et tidspunkt.
Alt dette sker, mens Berlin bliver tæppebombet af englænderne, og beskrivelserne af krigens gru er uforglemmelige. Der er stadig officerer, der tror på Tysklands endelige sejr, og mens bomberne regner ned over den sønderbombede by, er der stadig brandbiler, som forsøger at slukke de mange brande. Jo nærmere man kommer på krigens slutning, jo mere mærker man den defaitisme, som trives på de endnu ikke bombede værtshuse, hvor der danses og drikkes. Mange forsøger at desertere og skifte side, og mange bliver henrettet af de endnu tro nazister. Jødestjerner er i høj kurs på det sorte marked, for de kan blive guld værd, når krigen er forbi. Imens fortsætter de to hovedpersoners jagt, og hvad det hele ender med skal ikke røbes her.
Det er en stemningsmættet roman, som er meget mere end en almindelig krimi, og slutningen er højst overraskende.

JANNIK HAR LÆST:
De andre
af Anna Grue

Politiken, 2012
ISBN 978-87-400-0305-5
1. udgave, 1. oplag
Hæftet
250 sider.
Pris 250,00 kr.
Læs mere   Køb nu

Janniks anmeldelse:


Flot frikvarter fra Dan Sommerdahl
Anna Grue har tidligere bevist, at hun kan mere end at skrive kriminalromaner. Det viser hun endnu engang med novellesamlingen De andre. Her får man 10 noveller, som er lidt af en cyklus, for flere af personerne dukker op i forskellige sammenhænge i noveller som bipersoner for andre hovedpersoner. Fx den aldeles rædsomme svigermor, som optræder både i Stå dog ikke der i regnen og i Blodbøgen, hvor et ungt par plager en gammel nabo, for at få ham til at fælde den blodbøg, han selv plantede over 50 år tidligere. Og novellen Ude af sync, 1981 har en efterfølger Ude af sync, 2008, hvor en usympatisk reklamemand, som i mellemtiden har været ude for den helt store deroute, tager til Jylland for at besøge den unge kvinde, som han legede kispus med 27 år tidligere. Han kommer grueligt galt afsted, da han er ude for en bilulykke, hvor personerne i den bil han kører ind i, er med i en anden novelle, Det er ikke nemt. Og den samme ulykke kommer også til at spille en rolle i samlingens efter min mening bedste novelle, Beeeep-Beeeep, hvor alt går galt for en kvinde på én og samme eftermiddag. Så meget at man kommer til at tænke på den gamle revyvise: Fru Kammerherreinde, det går så godt, det går så godt! Det hele slutter med den gribende historie, om en jysk husmor, der af et ugeblad er blevet udtrukket til en såkaldt makeover, hvor hun skal til København for at blive shinet op med ny frisure og nyt tøj, og hvordan hun slet ikke har lyst til at vende tilbage til sin triste hverdag hjemme i Herning.
Det er 10 vedkommende og velskrevne historier, som næsten lige så godt kunne have været en roman, da der som sagt er en sammenhæng i mange historier, men som selvstændige noveller fungerer de også glimrende. Jeg kan mægtig godt lide Anna Grues skaldede privatdetektiv Dan Sommerdahl, men hvis hun skriver så fine almindelige romaner, så må hun godt sende Sommerdahl på feie engang imellem.
*****

LENA HAR LÆST:
Kurt kurér
af Erlend Loe

Omslagsgrafiker: Bettina Kjærulff-Schmidt
Originaltitel: Kurt kurér  (Norsk)
Oversat af Susanne Vebel
Gyldendal, 2012
ISBN 978-87-02-11217-7
1. udgave, 1. oplag
Indbundet
267 sider.
Pris 279,00 kr.
Læs mere   Køb nu

Lenas anmeldelse:

Ny Kurt-bog
Den norske forfatter Erlend Loe har i de senere år udsendt den ene roman efter den anden, som dementerer, at verdens tyndeste bog skulle være én, der hed Norsk humor gennem 700 år. Loe brød igennem med Doppler og dens efterfølger Volvo lastvagnar, og på det seneste har han udsendt fire Kurt-bøger, og nu foreligger den femte Kurt kurér, hvor truckføreren Kurt forlader sin familie for at være med til at stoppe et oprør i Nordnorge. Her vil en bevægelse, ledet af Hektor Hellføkk, løsrive Nordnorge fra det officielle Norge, der blot bruger skatterne på operaer, kønsforskning, socialbidrag og motorveje. Kurt er blevet udvalgt som kuréren, der skal bringe et vigtigt budskab op til Bodvar eller Kajkongen, som styrer knudepunktet for skibstrafikken mellem nord og syd. Det bliver en grotesk og farefuld færd, hvor Kurt får følgeskab af sin yngste søn Bud og en fremmed kvinde Anneliane. Færden foregår i Kurts truck, og der er den ene mere og mere absurde episode, og man får mange grin undervejs, men på én eller anden måde løber det løbsk for Loe. Humoren bliver efterhånden lidt søgt, så det er lige før, det bliver for meget. Romanen er forsynet med Kim Hiortshøys prægtige tegninger og mange pudsige fodnoter, men jeg må desværre indrømme, at selv om jeg er vild med Erland Loe, så er det ikke hans bedste bog.

ANJA HAR LÆST:
Det syvende barn
af Erik Valeur

Politiken, 2011
ISBN 978-87-567-9913-3
1. udgave, 6. oplag
Indbundet
692 sider.
Pris 300,00 kr.
Læs mere   Køb nu

Anjas anmeldelse:

Imponerende debutroman
Journalisten Erik Valeurs imponerende debutroman Det syvende barn er svær at sætte i genremæssig bås. Er det en skæbneroman, en satirisk roman eller en kriminalroman?
Det er fortællingen om en hemmelighed, som har sine rødder på spædbørnshjemmet Kongslund, hvor en række babyer, der havde det tilfælles, at de skal bortadopteres, lever deres første tid. I maj 2008 modtager nogle mænd et brev, som indeholder et par sider fra 1961 af et ugeblad med et billede af Kongslund, et billede af fem små drenge og to piger, som bor på Elefantstuen, en adoptionsblanket med navnet John Bjergstrand og en hæklet barnesok. Også en journalist, Knud Tåsing modtager det sære brev, og han begynder at undersøge sagen. Et par dage efter vil den tidligere forstander på Kongslund, Martha Ladegaard, kaldet Magna, blive fejret i anledning af 60-året for hendes ansættelse. Hele historien bliver fortalt af Marie, der kom til spædbørnshjemmet som hittebarn i 1961, og som blev Magnas plejedatter. Det viser sig, at de, der har modtaget brevet fra den anonyme afsender, alle er født på Rigshospitalet i 1961 og var sammen på Elefantstuen, inden de blev adopteret. Men hvem er John Bjergstrand? Et af adoptivbørnene Orla Berntsen er blevet stabschef hos den magtfulde minister, Ole Almind-Enevold, der styrer Nationalministeriet. Han står til at overtage statsministerposten efter den dødsmærkede statsminister, og han har en fortid som frihedskæmper sammen med Magna, hvorfor han også er i bestyrelsen for Kongslund.
Tåsing finder efterhånden frem til, hvem de syv børn var, men en af dem må have været John. Nogle år før har man fundet liget af en ukendt kvinde på stranden syd for Kongslund, og meget tyder på en forbrydelse, men da liget bliver fundet 11. september 2001, drukner dette fund i hele medieomtalen af terrorhandlingen i New York samme dag. Det bliver efterhånden klart, at der er blevet lagt røgslør over, hvem John Bjergstrand var, fordi han blev født af en kvinde, som sad i fængsel, og som i al hast blev benådet og sendt ud af landet.
Der er mange flere mystiske begivenheder i denne næsten 700 sider store roman, og læseren bliver holdt i spænding indtil de allersidste sider.
Det er en dybt imponerende debut - med et originalt og godt gennemtænkt plot, og så er romanen absolut ikke uden politiske undertoner - og frem for alt er den velskrevet.